torsdag den 30. april 2009

For travl til "det hvide hus"

Hvem skulle have troet, at det kan være så svært at holde en blog opdateret. Jeg har ikke fået skrevet noget om hverken campingtur, San Francisco, Universal Studios eller Hollywood, og det er ikke sikkert jeg får det gjort. Jeg har imidlertid oplevet alle stederne, og de er et besøg værd. Hvis jeg nogensinde finder ud af hvordan man lægger billeder ind på denne side, så kan I jo kigge lidt på det. Jeg er nu kommet til Washington DC, som jeg kigger på for en kort bemærkning. Jeg ankom i går, og drager af igen i overmorgen. Her er så mange ting at se med alle monumenterne og alle museerne, så jeg har måtte afslå et utal af invitationer for den næstvigtigste person i USA - så kan I jo selv gætte på hvem jeg synes er den vigtigste. Nå, men jeg har i dag været på en sightseeing tur rundt i hele byen, så jeg har set alle de vigtigste steder fra en bus. I morgen vil jeg tage et nærmere kig på Arlington kirkegården og måske besøge "the air and space museum", som siges at være rigtig godt. Jeg nyder at være afsted og opleve en masse, men savner også at snakke lidt mere dansk, end når jeg fanger nogen på skype. Jeg tror jeg vil hjemsøge den danske kirke i New York, hvis jeg kan finde den. Nu vil jeg snart i seng, men jeg sender de mest magtfulde hilsner her fra the capital.

mandag den 20. april 2009

Bliv på oplyste steder...

De oplyste steder, som her er tale om, er bestemt ikke åndeligt oplyste. Jeg er kommet til San Francisco, og her går man IKKE ude om aftenen med mindre det er på stærkt oplyste steder. Debbie og jeg ankom hertil omkring klokken tyve. Det første rigtige indtryk vi fik af byen var en noget speciel pige, som vi deler sovesal med. Hun informerede os om, at hun altid sov med sine fire mest vigtige genstande tæt ind til sig, så de ikke blev stjålet - det er åbenbart et vildt sted vi er kommet til. Jeg har spekuleret lidt over, hvad de fire vigtigste ting mon er...

De sidste fire dage har vi været på camping på et dejligt sted nær Santa Barbara, pladsen hed Lake Casitas. Nu tror jeg snart, at vi vil gå til ro, for vi har kørt i bil det meste af dagen. Mere info om campingtur og roadtrip til San Francisco følger senere. Jeg håber alt er vel i Danmark.

søndag den 12. april 2009

Påskeægsjagt i corvette

Så er min første hele dag i USA ved at være til ende, og jeg må sige, at der sker noget. Jeg vågnede klokken fire og spekulerede på, om det mon var på tide at stå op. Da jeg fandt ud af tidspunktet, var jeg dog ikke sen til at kaste mig i sengen igen. Mit indre ur er ikke helt omstillet endnu.

Da jeg stod op, fik vi french toast og annanas til morgenmad. Børnene i familien kom smør, flormelis og sirup på. Det, synes jeg, er måske lige sødt nok til morgenmad, men selvfølgelig det er jo USA. Ved nitiden tog vi hen til den kirke, som familien her er medlem af, den hedder Irvine Presbytarian Church. Her var der en kort børnegudstjeneste med en genfortælling af påskens historie og bagefter lavede de fremmødte børn 100 påskekurve til børnene på en slags institution, hvor de bor forud for en tvangsanbringelse, så vidt jeg forstod. Jeg var med til at pakke alle disse kurve flot ind i cellofan, så nu kan jeg sagtens få arbejde som gaveindpakker, hvis nogen skulle stå og mangle sådan en. Efter børnene havde udvist gavmidlhed ved at lave kurve, kunne de selv indkassere ved kasse et. Påskeharren - iform af de ældre børn - havde gemt hundredevis af farvede påskeæg fyldt med slik på kirkens område. Det var lidt sjovt at se denne voldsomme hamstring, som åbenbart er en årlig tradition ved kirken "the easteregg hunt".

Efter gudstjeneste spriste vi frokost hjemme. Joe, som er faderen i familien, forsøger at presse mig til at smage peanutbutter, men jeg tror nu lige, jeg venter en dag eller to. Til eftermiddag fik jeg indkøbt mig en adapter, så nu skal jeg ikke spekulere på, om mine apperater løber tør for strøm.

Jeg må sige, at jeg virkelig er kommet til en ægte amerikansk familie hvad biler angår. Debbie og Joe har ikke mindre end tre biler til trods for, at de kun er to, som har kørekort. Jeg var på en lang køretur med Joe rundt i et vidunder af en bil - en Corvette fra 1981. Det var virkelig en oplevelse at køre langs forskellige strande ved stillehavet i en ægte åben amerikanerbil. Føle vinden i håret og mærke solen mod huden - det må være den amerikanske drøm, jeg kunne i hvert fald godt drømme om det, og nu er jeg midt i det.

Efter vores køretur løb jeg en tur med Jacob, Debbie og Joes dreng, som cyklende guide. Da jeg kom hjem lavede jeg forskellige fitnessøvelser på deres pilatesbold - så nu er det sagt, jeg har bevæget mig på mine egne ben i bilernes land. Oven i det kan jer, der ikker har lavet noget i dag, få lidt dårlig samvittighed. Det er ikke så lidt jeg har oplevet mens I bare sover og sover derhjemme. Nu er jeg til gengæld også ret træt. Klokken er kun kvart over otte om aftenen her, men hjemme er den kvart over fem om morgenen, så jeg tror snart, jeg må overgive mig og gå i seng.

lørdag den 11. april 2009

En forkølet modtagelse.

Så er jeg ankommet til Irvine, som er en forstad til Los Angeles. Efter en meget lang flyvetur i nærheden af en skrigende baby, kunne jeg endelig flygte fra flyveren. Den første jeg snakkede med var en venlig paskontrollør, som fortalte, at han var ved at blive forkølet. Det var da synd for ham, men jeg ville altså bare ind i landet. Da jeg kom ud af lufthavnen stod Debbie, Jacob og Paola klar til at tage imod mig, det var godt nok rart. Jeg skal være sammen med dem frem til d.28.april, så det var ret heldigt de fandt mig, ellers kunne det være blevet en lang måned. Nu er familien taget i kirke, men efter at have været vågen i snart 24 timer, synes jeg, jeg er lige træt nok til det. Nu vil jeg gå i seng og nyde at både jeg, og min baggage kom sikkert frem.

onsdag den 8. april 2009

Så er det snart LANGfredag


Nu er det så pludselig i overmorgen, at jeg drager af. I går aftes udforskede jeg et af mine rejsemål i "Sex and the city", så jeg er godt forberedt. Taskerne er upakkede, men tøjet er rent, og jeg har købt et væld af danske gaver til dem, jeg skal besøge på min vej. Jeg skal flyve fra Billund på fredag kl.10.40 og efter en mellemlanding i Amsterdam, er jeg i Los Angeles 15.20. Det vil så sige omkring midnat dansk tid, så det bliver for alvor en lang langfredag for mig. På mit bord ved siden af mig ligger 150 små danske metalflag, så der er ikke nogen, som skal være i tvivl om, hvor jeg kommer fra.

onsdag den 1. april 2009

Sig nærmer tiden...

Så er der kun ni dage, til jeg sætter mig i flyveren, og turen går til USA. Med hjælp fra en kyndig computerekspert har jeg fået oprettet denne blog. Jeg ved ikke helt, om jeg kan finde ud af at benytte den, men nu vil tiden vise, hvordan det går. Jeg må nok indrømme, at jeg er lidt spændt på at skulle være væk fra lille Danmark i så lang tid, men det går nok. Danmark går jo ingen steder.