Se verden oppe fra

Jeg sidder i en lejlighed på 16.etage og kigger ud over Chicago og Michigansøen. Det er lidt tåget og skyet, så udsigten kunne være bedre, men det er er nu ikke så ringe. I går aftes lynede og tordnede det, det var virkelig flot at se på. Jeg har været her i Mikes lejlighed siden mandag aften. Jeg har den helt for mig selv, det er ret lækkert. Der er heldigvis elevator i bygningen, som har 27etager, men tro det eller lad være, igår eftermiddag gik jeg op af trapperne - det var ikke videre behageligt.

Mandag var det memorial day, en dag hvor man mindes faldne soldater, og døde i al almindelighed. Vi så en parade med forskellige skoleorkestre, militærbiler, almindelige biler mm. Det virkede ret tilfældigt sammensat, og jeg synes, det var lidt fjollet. Man skal måske være amerikaner for rigtigt at forstå det.

I går mødtes jeg med en dansk præst, Karen Elisabeth, som er gift med en amerikaner og har boet og arbejdet i Chicago i rigtig mange år. Hun var rigtig sød, og meget interessant at snakke med. Hun viste mig en bygning, hvor der er sten indmuret fra en masse forskellige bygninger verden over. Der var også en sten fra Kronborg eller Hamlets slot, som det her bliver kaldt. Efter mit møde med Karen så jeg på butikker i hovedgaden, indtil det begyndte at regne. Så tog jeg en bus hjem og GIK som sagt op af alle trapperne.

Indtil videre har jeg ikke de store planer for i dag. Jeg tror jeg tager den lidt med ro, for i morgen skal jeg ud på Camp Duncan, og der skal jeg helt sikkert få nok at se til. Jeg glæder mig til at komme i gang, og møde alle dem, som jeg skal arbejde sammen med i de næste to måneder.

Dansk atraktion

Jeg er tilbage hos Kevins familie i forstadsområdet - rigtig afslappende. Torsdag var Mike og jeg, som nævnt, på Chicago kunstmuseum. Der var propfyldt af mennesker, fordi der var åbning af en ny fløj i museet. Jeg så på malerier af Monét, Picasso og en masse andre døde mennesker. Efterfølgende kørte vi hjem til Mikes mor for at spise middag. Mikes mor bor i en seniorbolig i et lejlighedskompleks. Vi spiste aftensmad i kompleksets restaurent. Lederen af deres madordning er dansker, så han var meget begejstret for at møde mig. Mikes mor havde også fortalt flere af sine naboer om mig, og de var noget så begejstrede for at møde en dansk pige, så jeg var nærmest en superstjerne. Efterfølgende satte Mike mig af ved Kevin, og det som sagt her jeg er nu.

I går lavede jeg nærmest intet. Jeg løb en tur og trænede, men ellers tilbragte jeg stort set hele dagen med at slappe af. Dagen i dag har stort set været som igår. Kevin og jeg spiste frokost med hans mor, og på vej hjem forsøgte jeg at introducere Kevin til Lars Lilholt. Jeg har hørt, at han har haft koncert i Fredericia i aften, men jeg tvivler på, at Kevin har lyst til at komme til en af hans koncerter. De har ikke megen flair for det danske sprog, men jeg forsøger at lære dem det ved ind i mellem at slå over i dansk, det er lettere for mig, men det vanskeliggør en egentlig samtale. Nu skal jeg se Slumdog Millionaire, så håber jeg bare den er så god, som alle går og siger.

Ny hund - ny smag...

Så har jeg tilbragt nogle dage i det indre Chicago. Det er en rigtig spændende by, meget renere end New York, og det sætter jeg stor pris på.

Mysteriet om min forsvundne tandbørste løste sig allerede mandag. Jeg rodede rundt på en bold i stuen hos Kevin. Pludselig hørte jeg en mærkelig lyd, og jeg fik øje på familiens lille kineserhund. Der lå den, nok så fornøjet, og gnaskede på min tandbørste. Jeg ved ikke hvor meget, man skal finde sig i fra de dumme hunde, men nu går jeg i hvert fald ud fra, at Brutus, som den hedder, har gode tænder. Jeg besluttede mig for at anskaffe mig en ny tandbørste, og indtil videre er der ikke nogen, som har hugget den.

Tirsdag udforskede jeg lidt af byen på egen hånd. Jeg vandrede rundt på Michigan Avenue og undersøgte forskellige butikker, heriblandt Macys. Jeg kom ind i et storcenter, hvor en gruppe mennesker havde mentormøde. Mentoerne fortalte om, hvorfor de havde valgt at tilslutte sig foreningen, og det var meget rørstrømsk og følelsesudkrængende. Det bliver altså lige lidt for amerikansk til mig...
Til frokost mødte jeg Mike, og vi spiste i John Hancok bygningen på 95. etage. Det er den 3.højeste bygning i Chicago, og der var en fantastisk udsigt. Efter frokost gik Mike tilbage til arbejdet, og jeg gik til Navy Pier, som er en havnemole i lake Michigan fyldt med forskellige turistting. Jeg gik frem og tilbage på molen og kørte en tur i et stort pariserhjul, så ingen skal sige, at jeg svigter mine turistmæssige pligter.

I går mødtes jeg med to damer fra Mikes menighed - Chris og Kath. De viste mig først rundt på deres arbejdsplads, og så fandt de en præst, som gav mig en guidet tur rundt i en Basilika. Det var en rigtig smuk kirke fyldt med forskellige helgener. Præsten hævdede, at protestanter havde glemt Jomfru Maria, men jeg vil nu fastholde, at jeg godt kan huske hvem hun er. Efter endt rundtur tog vi til Sears Tower, som vist nok er den næsthøjeste bygning i verden. Her kom vi op på 99. etage og kunne betragte Chicago til alle sider. I klart vejr skal man kunne se mere end 100km væk, og det skal være muligt at se fire forskellige stater. Efter at have fået begge ben på jorden igen spiste vi frokost i Millinium Park i bagende solskin. Her er virkelig dejligt vejr, næsten for dejligt til min sarte skandinaviske hud, men jeg nyder det nu. Efter frokost mødtes vi med Mike, og så tog vi en tur til Chinatown. Det var skægt nok at se, men det er nu en meget skrabet Chinatown i forhold til dem, der er i San Francisco og New York.

I dag skal Mike og jeg på kunstmuseum, og så skal vi spise aftensmad hos Mikes mor. De næste par dage skal jeg vist være hos Kevins familie igen. Jeg håber I vogter jeres ting mod sultne hunde, jeg har i hvert fald tænkt mig at lukke min toilettaske - bare som en ekstra sikkerhedsforanstaltning.

Husk lige tandbørsten!

Jeg er kommet til Chicago, og befinder mig igen i en dejlig seng. Det lyder vist efterhånden som om, jeg tilbringer hele min rundrejse i forskellige senge. Dette er dog ikke tilfældet, men jeg har efterhånden formået at "sparke" en del børn ud af deres værelser, når jeg kommer på besøg.

Jeg forlod Dexter i torsdags efter en rigtig dejlig uge hos Katherine og hendes piger. Søndag var det mors dag, og Katherine og jeg var på turné først til hendes forældre, og senere til hendes tidligere svigerforældre. Katherines tidligere svigermor, Ardis, er vokset op på Camp Duncan, og hendes forældre er danske, så det var rigtig dejligt at møde hende. Søndag eftermiddag havde Katherines kæreste, Mark, grilparty for nogle af sine kollegaer fra Findland. Det var nogle spøjse mennesker, som insisterede på at sidde udenfor, til trods for både regn og blæst.

Mandag kørte Katherine og jeg til et sted, som hedder Greenfield Village. Jeg vil beskrive stedet som Den Gamle By i USA. Det var rigtig spændende at se, hvordan forskellige mennesker havde levet helt tilbage til nybyggertiden og så op til begyndelsen af 1900-tallet. De havde forskellige gammeldags værksteder i byen, og vi prøvede at arbejde med glas, så jeg har lavet en ganske fin lille glasblomst. Nu skal alle de danske glaskunstnere til at arbejde hårdt, hvis ikke jeg skal overtage deres levebrød, når jeg kommer hjem.

Tirsdag var en afslappet dag. Katherine og jeg var i Macys og kigge og købe en smule. Til dem der ikke ved det, så er Macys en amerikansk butik fyldt med diverse mærkevarer indenfor forskellige områder. Jeg sætter stor pris på Macys og har besøgt den både på Manhatten, i Brooklyn, i Ann Arbor og i en forstad til Chicago. Jeg har dog ikke købt så meget der, hvis jeg selv skal sige det.

Onsdag var vi ude og spise frokost med Ardis i en meget berømt diner, jeg havde nu aldrig hørt om den før, men skidt med det. Maden var god! Om eftermiddagen sad jeg og så lidt fjernsyn nede i stuen, og da jeg kom op på mit værelse, havde den ene af familiens hunde ædt mine natshorts. Jeg blev lettere iriterret, men den kunne ikke forstå, at den havde gjort noget galt - måske er det en af grundende til, at jeg ikke gider have en hund.

Torsdag pakkede jeg alle mine ting sammen og tog afsked med Dexter. Jeg tog et tog fra Ann Arbor til Kalamazo, hvor Mike hentede mig. Mike er katolsk præst i Chicago. Han var counselor på Camp Duncan i 1971 med min farbror og er blevet rigtig gode venner med min far. På vejen til Chicago ville Mike vise mig sin nieces college. Mike har imidlertid ingen gps og gav sig til at kigge på solen for at finde ud af hvilken vej vi skulle køre. Dette var ikke den mest effektive vejviser, så jeg besluttede at sætte min lid til et kort i stedet for, og endelig kom vi da frem til Saint Marys college og videre derfra til Chicago.

Fra torsdag til fredag sov jeg hos nogen fra Mikes menighed. Fredag kørte vi ud og så Camp Duncan, så nu ved jeg hvor jeg skal tilbringe min sommer. Det så rigtig dejligt ud, og nu glæder jeg mig endnu mere til at komme i gang. Efter campen kørte vi til et universitet, hvor Mike underviser. De eneste elever der er mænd, som vil være katolske præster. Mike mente en ung skandinavisk kvindes tilstedeværelse kunne distrahere hans elever, så imens han underviste fik jeg en guidet tur rundt på universitet.

Efterfølgende kørte vi ud til Mikes bror Kevin, og det er hos hans familie, at jeg har tilbragt de sidste par dage. Her er rigtig dejligt, så bortset fra at min tandbørste er forsvundet på mystisk vis, har jeg det rigtig godt her. Senere i dag kommer Mike og henter mig, og de næste par dage skal jeg opleve downtown Chicago, det er spændende at se, hvad den by har at byde på!

Canada tur retur - på løbebånd?

Når det stormer, så jeg spekulerer på, om taget mon holder, så er det bare lidt blæsende her i Michigan. Jeg ligger og flyder i en stor dobbeltseng og nyder livet. Jeg kom hertil i tirsdags efter en del forsinkelse i New York. Der var problemer med en nødudgang, og jeg ville hjertensgerne vente på, at de fik den ordnet, inden vi lettede! Her i Dexter bor jeg hos Katherine og hendes to piger. Jeg har "overtaget" den ældste piges værelse, og det er rigtig lækkert. Jeg laver ikke så meget her, og det er rigtig rart, for det er første gang i den måned, som jeg har været i USA, at jeg har tid til at flade ud. Jeg får afprøvet mange forskellige ting på min færd. I onsdags var jeg til frisør i en ganske fin salon, hvor en venlig frisør ihærdigt forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle købe deres produkter. Jeg var imidlertid standhaftig og forlod frisøren uden at betale for andet, end at de beholdt mit afklippede hår.

Torsdag tog jeg en tur i familiens lille fitnessrum i kælderen. Efter endt træning og afvaskning forsøgte jeg mig med min rejsehårtørrer i min dyre converter. Dette resulterede i en farlig masse røg og en strømafbrydelse. Jeg troede, jeg havde ødelagt hele husets strømforsyning, men heldigvis var det kun en sikring og min adapeter, som havde måtte lade livet. Igår fik jeg indkøbt mig en ny adapter, og indtil videre kommer der ikke røg ud af den - 7, 9, 13...

I går kørte Katherine og jeg til Canada, fordi jeg skulle have ændre min visumstatus fra turist til udvekslingsarbejder. Vi kørte rundt og rundt og rundt uden at komme nogle vegne. Endelig kom vi til Canada og fik afleveret en lille lap papir, som bliver sendt til USA, så de kan se jeg har forladt landet. Derefter kørte vi tilbage over grænsen, og jeg kom ind til den fine grænsekontrol, hvor man bliver kriminaliseret med fingeraftryk og fotosession - staten holder øje med dig! Jeg fik heldigvis lov til at komme ind igen, så jeg ikke skulle føre en uvis tilværelse i den Canadiske verden.

Senere på dagen igår kom Katherines forældre over, fordi vi skulle ud og spise middag sammen. Her fik jeg den ultimative anerkendelse af mit engelske sprogbrug, da Katherines mor spurgte, om engelsk var modersmålet i Danmark. Bortset fra, at det selvfølgelig er traumatisk med det begrænsede kendskab til Danmark blev jeg ret stolt. Så er det ligemeget at min grammatik ikke er helt itop, for det er den åbenbart heller ikke hos de "indfødte".

Nu ligger jeg som sagt i en stor seng og roder med min computer. Jeg forsøger at få lagt ting ind på min nyanskafne ipod, og det er lettere sagt end gjort, med mit begrænsede tekniske talent.

Danmarks befrielsesdag

Ny dag, ny Starbucks og en masse regn. Jeg sidder her og spiser morgenmad sammen med en masse andre mennesker, som jeg ikke kender. Jeg ved ikke, om det passer, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu. Jeg har et ubrugt metrokort i min lomme, så det er da muligt, at jeg kan få en enkelt ven, nu hvor jeg forlader byen, og ikke skal køre i den new Yorkske metro mere.

I går aftes gik jeg i teatret og så Chicago. Jeg havde ellers besluttet, at jeg ikke ville bruge flere penge på forestillinger, men da der kom en og gav mig discaunt til nogle af de gode pladser, så var jeg jo nødt til at købe en billet alligevel. Jeg var ellers også inde at se Chicago, da jeg var her med min klasse i 2007, men jeg kunne godt holde til at se den igen. Inden forestillingen spiste jeg buffet på en italiensk restaurent - det samme sted som jeg spiste før jeg så Chicago sidst.

Nu har jeg snakket med mine forældre i et stykke tid på skype - så kommer de lige på widescreen i USA - det er smart. Nu vil jeg snart gå tilbage til mit hotel og tage en bus til lufthavnen. Så siger jeg farvel og tak til New York for denne gang. Jeg håber I husker at fejre dagen for Danmarks befrielse derhjemme, for det virker ikke til, at de ved, det er en særlig dag herovre.

Det store æble...

Nu sidder jeg på en Starbucks på Time Square og håber på at folk ser på mig og tænker: "Nej sikke en fancy forretningskvinde" og ikke "sikke en kikset turist med våde strømper i sandalerne og en kæmpe tranformater i væggen". Jeg nyder New York til trods for de fortravlede mennesker, som ikke altid er lige glade og venlige. I forgårs var jeg i fitnesscenter på mit YMCA hotel. Bedst som jeg stod og ventede på en maskine rejste "den kære kone", som brugte den sig og sagde "siden du er så ivrig efter at få maskinen, så kan du jo gøre den ren", og så smed hun et stykke papir fyldt med hendes sved på mig. Til gengæld er der rigtig mange mennesker, som stopper op og komplimenterer min røde jakke, så der er også mange venlige mennesker. Lørdag aften var jeg inde og se Mamma Mia på Broadway, den var bare super fed, og skuespillerne var fulde af energi. Igår var jeg i den danske kirke til gudstjeneste og bagefter i biografen med præstens aupair, så det var også en dejlig dag. I morgen går turen videre til Michigan, så er det spændende at se, hvad den stat har at byde på. Nu vil jeg gå ud og nyde min sidste del af æblet i denne omgang - med og uden orme.