Traditionelt men utraditionelt….

Endnu en uge er gået på en amerikansk sommerlejr, og jeg sidder i staffloungen på Camp Duncan og tænker på, hvad jeg har oplevet. Crazy hair day, coco chaos, capture the flag, børn med hjemve, smil og latter, leg i poolen, både på søen, diskussioner over småting, hedebølge, lejrsange og meget mere. Hver dag er fuld af nye oplevelser, og det er både super fedt og rigtig hårdt samtidig. Jeg har været på danske sommerleje med KFUM og KFUK hele mit liv og har været ungleder og leder i flere år, men det er alligevel helt anderledes end her. Børnene skal være under opsyn konstant – 24 timer i døgnet. Det, jeg synes, er allerhårdest her er konstant at være omgivet af andre mennesker. Uanset hvad du laver, er der folk omkring dig, til alt held er langt de fleste rigtig søde, ellers ville det godt nok være vanskeligt.
I går flyttede jeg til en ny hytte med 9-12årige børn. Indtil videre synes jeg, de virker søde, så jeg håber det varer ved. I dag havde jeg dansk workshop med fem modige børn, som jeg selvfølgelig straks udnævnte til mine favoritter. De lærte at tælle til ti og sige forskellige andre småting på dansk, og de lærte ”to mand frem for en enke”. Til sidst fik de hver en enkrone og et lille metal dannebrogsflag til nogen misundelse for andre børn, men man må jo yde noget for glæder som enkroner og flag. Her til aften har jeg haft fri, så jeg har været ude og spise og på indkøb for at få anskaffet de mest nødvendige ting som chokolade og kiks. Nu vil jeg snart i seng, for i morgen er der atter en dag.

Bagved arrene

Så er den første uge med børn i resident camp gået på Camp Duncan. Camperne ankom lørdag med hver deres historie og hver deres ar. Mange havde set frem til denne uge siden de tog afsted sidste år og var super glade da de sprang ud af busserne og bilerne. Lidt spændte kom alle igennem chek-in og kom ud i alle hytterne. Jeg var placeret i Mountain Ash sammen med en anden Camp Duncan counselor, to IFSA counselors og en IFSA jr. counselor. Vi havde fire drenge på 13 år, så vi var altså i stor overtal af counselors. Dette skulle imidlertid vise sig, at det ikke nødvendigvis var en fordel. Hele ugen kæmpede vi med, at lederne fra IFSA ikke synes, Camp Duncans regler var værd at følge. Folk var slet ikke uvenlige - tværtimod - de bragte os bare konstant i situationer, hvor børnene fik en besked fra os og derefter en anden fra IFSA.

Heldigvis kunne børnenes livsglæde hjælpe til at bedre på irritationen. Lejren er et sted, hvor de kan føle sig "normale" for en uges tid. Ingen stirrer på deres ar eller holder dem uden for på grund af dem. Det var lidt sjovt, at der faktisk var en pige på lejren, hvis far var dansker, så vi kunne snakke en lille smule dansk sammen. I onsdags var der et slags funfair. Først på dagen var der en parade, hvor børnene og os fik lov at køre i brandbiler. Bagefter var der en masse forskellige boder, hvor børnene kunne vælte sig i præmier og der var masser af gratis is til glæde for alle - lækkert.

Ugens vejr har været temmelig blandet med alt fra bagende sol til regnvejr, så himmel og jord stod i et. I går havde vi tornadoadvarsel, så vi måtte alle en tur ned i kælderen, og ugens afslutningsfest måtte holdes indenfor. Til morges da vi kom ud og så på søen var stranden helt væk, så det er heldigt nok, at vi ikke skulle bruge bådene i dag.

I dag sendte vi børnene hjem, og i morgen kommer der en ny gruppe ind. De næste to uger er det traditionel camp. I den kommende uge er der også børn med turettes syndrom. Jeg skal være i en hytte med ti 12-14årige piger. Der er to piger med turettes og en pige med downs syndrom, så ud over en anden Camp Duncan counselor tror jeg også vi har en eller to turettes camp ledere i hytten.

Lige nu er jeg hjemme hos en af de andre counselors sammen med tre andre piger. Vi har slappet af ved en swimmingpool i nærheden, og har nydt at tage bad i rigtig "rigtigt" vand, for på campen har de well-water som lugter af rådne æg. Det er rent, men bestemt ikke nogen fornøjelse at vaske sig i for slet ikke at tale om at børste tænder. Lidt senere skal vi ud og spise inden vi tager tilbage til campen for natten. Internettet på campen er ude af funktion for øjeblikket, så det er helt rart at være online for en stund...

Børnefri børnelejr

Så er endnu nogle dage gået her på Camp Duncan, og her er stadig ingen børn. I mandags arbejdede jeg og nogle andre for campens caretaker. Vi brugte fem timer på at gøre næsten alle hytterne rene, ikke ligefrem det mest spændende arbejde, men det skulle jo gøres. Da vi endelig var færdige med den sidste hytte troede vi, at vi kunne holde fri for den dag, men vi kunne tro nej kunne vi. Vi blev sat til at trimme rundt om træer og vaske campens busser, så nu er de i hvert fald pæne og rene.

Tirsdag formiddag tilbragte jeg ved campens klatrevæg. Vi modtog træning i at sikre folk, når de klatrer. For at vi alle kunne prøve at sikre, måtte vi også alle klatre. Jeg kom to gange til tops og trykkede på en klokke, som nok så fint spillede ”bjældeklang bjældeklang” en smule upassende for årstiden måske, men ganske festligt. Det var meningen, at vi skulle have arbejdet om eftermiddagen, men pga. vådt vejr blev det aflyst, for en gang skyld havde jeg ikke noget imod regnvejr.

Onsdag var der imidlertid ikke noget vejr til at frelse os. Efter morgenmad blev vi sat til at luge hele vejen rundt om Duncan House. Da det arbejde var gjort, blev jeg sat til at beskære buskene rundt om huset. Det var kun meningen, at jeg skulle klippe de døde grene af, men jeg synes det var noget nemmere bare at tage dem alle sammen, hvilket resulterede i en skamfering af den første busk. Dette var ikke videre populært, så i resten af beplantningen kæmpede jeg mig forbi de levende og fjernede de døde og kastede dem ud, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Efter frokost rev vi blade sammen ved en hyttegruppe, og det er nok noget af det kedeligste jeg endnu har lavet her på campen. Det føltes totalt nytteløst, men jeg måtte alligevel indrømme, at det så meget bedre ud, da vi endelig blev færdige. På trods af de gode resultater ved vores arbejde, er det ikke mig du skal kontakte, hvis du mangler en fuldtids altmuligkvinde – mit liv er bare for kort.

I går, torsdag, flyttede vi ud af Duncan House, hvor vi har boet siden vi kom. Nu bor vi midlertidigt i to hytter indtil lørdag, hvor vi flytter ind i de hytter hvor vi skal bo under den første camp. Efter morgenmad var vi en hel del, som tog på tur til USA’s næststørste storcenter Woodfield. Der var flere hundrede butikker, og jeg fik da også brugt lidt penge i nogle af dem. Til frokost ville drengene på Hooters, så vi spiste frokost omgivet af letpåklædte damer – så lad dog børnene. Om aftenen, da vi var tilbage på campen igen, havde vi bål og ristede skumfiduser. Jeg var virkelig træt, så da en vaskebjørn listede ud af busken og skabte paniktilstand, greb jeg chancen og listede i seng.

I dag har jeg endnu en fridag, som jeg vil nyde i fulde drag, for i morgen skal vi have træning til burn camp, og så kommer de første børn på søndag. Det bliver spændende endelig at få afprøvet noget af det, som vi har lært. Så håber jeg bare, jeg kan huske hvad jeg må og ikke må, men ellers skal jeg nok få det at vide. Stol ikke på din sunde fornuft, med mindre den er stærk amerikaniseret...

En lille bid af Danmark

Saa har jeg vaeret paa Camp Duncan i lidt over en uge, selv om det mere foeles som en hel maaned. Vi har haft stafftraening, og har der har vaeret program naesten uafbrudt hver dag. De sidste to loerdage har vi haft noget, som hedder tagdag. Det er en indsamlingsdag til fordel for boern, som ikke ville have raad til at komme paa sommerlejr uden oekonomisk stoette. Vi var placeret i grupper i forskellige vejkryds og gik i seks en halv time op og ned langs bilraekker og bad om penge. Det er ret vildt, hvor travlt folk pludselig kan faa med at kigge alle ae steder end ud af sideruden. Mange mennesker var dog venlige og gav. Den foerste loerdag fik vi indsamlet lidt over 15000 dollars, og det er rekord for en enkelt dag. Vi har endnu ikke faaet resultatet for igaar, men jeg tror ikke, det var helt saa hoejt.

Igennem ugen er vi blevet bombaderet med en masse forskellige indtryk. Vi har lavet en masse teambuilding og hoert om bunkevis af regler for hvad vi maa/ skal goere og isaer hvad vi ikke maa goere... Du maa ikke give et barn et knus, du maa ikke lade et barn ridde paa ryggen af dig, du maa ikke lade et barn vaere alene, du maa ikke vaere alene med et barn, du maa ikke skaelde ud paa et barn, du maa ikke slaa et barn, du maa ikke snakke naar du er livredder osv. Der er ikke meget ladt op til den sunde fornuft her - maaske har amerikanere ikke sund fornuft?

Jeg har moedt en masse nye mennesker fra forskellige steder. Der er folk fra New Zealand, Australien, Colombia, England og USA. Ind imellem er der lidt tendens til, at folk grupperer sig efter, hvor de kommer fra, men jeg synes det bliver bedre. Jeg er spaendt paa at laere de forskellige bedre at kende, saa man kommer ud over det foerste indtryk.

Lige nu er jeg paa besoeg hos en halvdansk piges foraeldre. Vi har faaet roedkaal, frikadeller, brun sovs og kartofler. Det var helt fantastisk at spise noget god dansk mad, frem for alt det fastfoodlignende mad vi faar paa campen. Jeg har faaet lov til lige at laane deres computer lidt, og det fryder mig at se, at grundlovsaendringen er gaaet igennem. Paa campen er vi ca. 30 om at dele en computer, saa det er derfor, der kan blive lidt lang tid imellem indlaegene. Nu vil jeg kigge paa et lille udvalg af danske boeger, som de har lagt frem til mig, for det er altsaa ikke rigtig afslappende at laese en engelsk bog.