Påskeægsjagt i corvette

Så er min første hele dag i USA ved at være til ende, og jeg må sige, at der sker noget. Jeg vågnede klokken fire og spekulerede på, om det mon var på tide at stå op. Da jeg fandt ud af tidspunktet, var jeg dog ikke sen til at kaste mig i sengen igen. Mit indre ur er ikke helt omstillet endnu.

Da jeg stod op, fik vi french toast og annanas til morgenmad. Børnene i familien kom smør, flormelis og sirup på. Det, synes jeg, er måske lige sødt nok til morgenmad, men selvfølgelig det er jo USA. Ved nitiden tog vi hen til den kirke, som familien her er medlem af, den hedder Irvine Presbytarian Church. Her var der en kort børnegudstjeneste med en genfortælling af påskens historie og bagefter lavede de fremmødte børn 100 påskekurve til børnene på en slags institution, hvor de bor forud for en tvangsanbringelse, så vidt jeg forstod. Jeg var med til at pakke alle disse kurve flot ind i cellofan, så nu kan jeg sagtens få arbejde som gaveindpakker, hvis nogen skulle stå og mangle sådan en. Efter børnene havde udvist gavmidlhed ved at lave kurve, kunne de selv indkassere ved kasse et. Påskeharren - iform af de ældre børn - havde gemt hundredevis af farvede påskeæg fyldt med slik på kirkens område. Det var lidt sjovt at se denne voldsomme hamstring, som åbenbart er en årlig tradition ved kirken "the easteregg hunt".

Efter gudstjeneste spriste vi frokost hjemme. Joe, som er faderen i familien, forsøger at presse mig til at smage peanutbutter, men jeg tror nu lige, jeg venter en dag eller to. Til eftermiddag fik jeg indkøbt mig en adapter, så nu skal jeg ikke spekulere på, om mine apperater løber tør for strøm.

Jeg må sige, at jeg virkelig er kommet til en ægte amerikansk familie hvad biler angår. Debbie og Joe har ikke mindre end tre biler til trods for, at de kun er to, som har kørekort. Jeg var på en lang køretur med Joe rundt i et vidunder af en bil - en Corvette fra 1981. Det var virkelig en oplevelse at køre langs forskellige strande ved stillehavet i en ægte åben amerikanerbil. Føle vinden i håret og mærke solen mod huden - det må være den amerikanske drøm, jeg kunne i hvert fald godt drømme om det, og nu er jeg midt i det.

Efter vores køretur løb jeg en tur med Jacob, Debbie og Joes dreng, som cyklende guide. Da jeg kom hjem lavede jeg forskellige fitnessøvelser på deres pilatesbold - så nu er det sagt, jeg har bevæget mig på mine egne ben i bilernes land. Oven i det kan jer, der ikker har lavet noget i dag, få lidt dårlig samvittighed. Det er ikke så lidt jeg har oplevet mens I bare sover og sover derhjemme. Nu er jeg til gengæld også ret træt. Klokken er kun kvart over otte om aftenen her, men hjemme er den kvart over fem om morgenen, så jeg tror snart, jeg må overgive mig og gå i seng.