Bagved arrene

Så er den første uge med børn i resident camp gået på Camp Duncan. Camperne ankom lørdag med hver deres historie og hver deres ar. Mange havde set frem til denne uge siden de tog afsted sidste år og var super glade da de sprang ud af busserne og bilerne. Lidt spændte kom alle igennem chek-in og kom ud i alle hytterne. Jeg var placeret i Mountain Ash sammen med en anden Camp Duncan counselor, to IFSA counselors og en IFSA jr. counselor. Vi havde fire drenge på 13 år, så vi var altså i stor overtal af counselors. Dette skulle imidlertid vise sig, at det ikke nødvendigvis var en fordel. Hele ugen kæmpede vi med, at lederne fra IFSA ikke synes, Camp Duncans regler var værd at følge. Folk var slet ikke uvenlige - tværtimod - de bragte os bare konstant i situationer, hvor børnene fik en besked fra os og derefter en anden fra IFSA.

Heldigvis kunne børnenes livsglæde hjælpe til at bedre på irritationen. Lejren er et sted, hvor de kan føle sig "normale" for en uges tid. Ingen stirrer på deres ar eller holder dem uden for på grund af dem. Det var lidt sjovt, at der faktisk var en pige på lejren, hvis far var dansker, så vi kunne snakke en lille smule dansk sammen. I onsdags var der et slags funfair. Først på dagen var der en parade, hvor børnene og os fik lov at køre i brandbiler. Bagefter var der en masse forskellige boder, hvor børnene kunne vælte sig i præmier og der var masser af gratis is til glæde for alle - lækkert.

Ugens vejr har været temmelig blandet med alt fra bagende sol til regnvejr, så himmel og jord stod i et. I går havde vi tornadoadvarsel, så vi måtte alle en tur ned i kælderen, og ugens afslutningsfest måtte holdes indenfor. Til morges da vi kom ud og så på søen var stranden helt væk, så det er heldigt nok, at vi ikke skulle bruge bådene i dag.

I dag sendte vi børnene hjem, og i morgen kommer der en ny gruppe ind. De næste to uger er det traditionel camp. I den kommende uge er der også børn med turettes syndrom. Jeg skal være i en hytte med ti 12-14årige piger. Der er to piger med turettes og en pige med downs syndrom, så ud over en anden Camp Duncan counselor tror jeg også vi har en eller to turettes camp ledere i hytten.

Lige nu er jeg hjemme hos en af de andre counselors sammen med tre andre piger. Vi har slappet af ved en swimmingpool i nærheden, og har nydt at tage bad i rigtig "rigtigt" vand, for på campen har de well-water som lugter af rådne æg. Det er rent, men bestemt ikke nogen fornøjelse at vaske sig i for slet ikke at tale om at børste tænder. Lidt senere skal vi ud og spise inden vi tager tilbage til campen for natten. Internettet på campen er ude af funktion for øjeblikket, så det er helt rart at være online for en stund...