Børnefri børnelejr

Så er endnu nogle dage gået her på Camp Duncan, og her er stadig ingen børn. I mandags arbejdede jeg og nogle andre for campens caretaker. Vi brugte fem timer på at gøre næsten alle hytterne rene, ikke ligefrem det mest spændende arbejde, men det skulle jo gøres. Da vi endelig var færdige med den sidste hytte troede vi, at vi kunne holde fri for den dag, men vi kunne tro nej kunne vi. Vi blev sat til at trimme rundt om træer og vaske campens busser, så nu er de i hvert fald pæne og rene.

Tirsdag formiddag tilbragte jeg ved campens klatrevæg. Vi modtog træning i at sikre folk, når de klatrer. For at vi alle kunne prøve at sikre, måtte vi også alle klatre. Jeg kom to gange til tops og trykkede på en klokke, som nok så fint spillede ”bjældeklang bjældeklang” en smule upassende for årstiden måske, men ganske festligt. Det var meningen, at vi skulle have arbejdet om eftermiddagen, men pga. vådt vejr blev det aflyst, for en gang skyld havde jeg ikke noget imod regnvejr.

Onsdag var der imidlertid ikke noget vejr til at frelse os. Efter morgenmad blev vi sat til at luge hele vejen rundt om Duncan House. Da det arbejde var gjort, blev jeg sat til at beskære buskene rundt om huset. Det var kun meningen, at jeg skulle klippe de døde grene af, men jeg synes det var noget nemmere bare at tage dem alle sammen, hvilket resulterede i en skamfering af den første busk. Dette var ikke videre populært, så i resten af beplantningen kæmpede jeg mig forbi de levende og fjernede de døde og kastede dem ud, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Efter frokost rev vi blade sammen ved en hyttegruppe, og det er nok noget af det kedeligste jeg endnu har lavet her på campen. Det føltes totalt nytteløst, men jeg måtte alligevel indrømme, at det så meget bedre ud, da vi endelig blev færdige. På trods af de gode resultater ved vores arbejde, er det ikke mig du skal kontakte, hvis du mangler en fuldtids altmuligkvinde – mit liv er bare for kort.

I går, torsdag, flyttede vi ud af Duncan House, hvor vi har boet siden vi kom. Nu bor vi midlertidigt i to hytter indtil lørdag, hvor vi flytter ind i de hytter hvor vi skal bo under den første camp. Efter morgenmad var vi en hel del, som tog på tur til USA’s næststørste storcenter Woodfield. Der var flere hundrede butikker, og jeg fik da også brugt lidt penge i nogle af dem. Til frokost ville drengene på Hooters, så vi spiste frokost omgivet af letpåklædte damer – så lad dog børnene. Om aftenen, da vi var tilbage på campen igen, havde vi bål og ristede skumfiduser. Jeg var virkelig træt, så da en vaskebjørn listede ud af busken og skabte paniktilstand, greb jeg chancen og listede i seng.

I dag har jeg endnu en fridag, som jeg vil nyde i fulde drag, for i morgen skal vi have træning til burn camp, og så kommer de første børn på søndag. Det bliver spændende endelig at få afprøvet noget af det, som vi har lært. Så håber jeg bare, jeg kan huske hvad jeg må og ikke må, men ellers skal jeg nok få det at vide. Stol ikke på din sunde fornuft, med mindre den er stærk amerikaniseret...