Så er der godt gang i diabetescamp her på Camp Duncan, og det er virkelig noget for sig. Jeg bor i Silver Maple med 11 piger på henholdsvis 11 og 12år. I dag har jeg været oppe siden 04.30, fordi flere af pigerne vågnede op og følte deres blodsukker var lavt. Så skal vi teste dem, give dem enten druesukker eller kiks og så teste igen efter 15min. Hvis blodsukkeret er for højt, skal de teste deres urin for sukker, og så komme og fortælle os resultatet, det er lidt mere mærkeligt. Det kan godt mærkes nu, at min dag startede så tidligt. Jeg er heldigvis ikke den eneste, som længes ekstra efter sengen i denne uge. Langt de fleste counselors ligner nogen, som bestemt ikke burde gå omkring.
Alting foregår på en ganske bestemt måde indrettet efter diabetes. Måltiderne tager en evighed, fordi alle børnene skal testes og have insulin før nogen kan få mad. Når alle har fået insulin henter vi conselors maden, og serverer hver enkelt hvad de kan få. Til gengæld er maden uendelig meget bedre, end den har været resten af sommeren.
Lige nu sidder jeg i staffloungen og stener temmelig meget. Jeg forsøger at skrive noget åndrigt, men jeg har vist været oppe lidt for længe til, at det kan lykkes for mig. I stedet kan jeg da fortælle at jeg tre gange på to dage er vandret ind i den forkerte hytte (de ligner virkelig hinanden meget), det er nok endnu et resultat af den manglende søvn. Jeg beklager manglen på åndrighed, men det bliver ikke bedre lige nu.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar