Når det stormer, så jeg spekulerer på, om taget mon holder, så er det bare lidt blæsende her i Michigan. Jeg ligger og flyder i en stor dobbeltseng og nyder livet. Jeg kom hertil i tirsdags efter en del forsinkelse i New York. Der var problemer med en nødudgang, og jeg ville hjertensgerne vente på, at de fik den ordnet, inden vi lettede! Her i Dexter bor jeg hos Katherine og hendes to piger. Jeg har "overtaget" den ældste piges værelse, og det er rigtig lækkert. Jeg laver ikke så meget her, og det er rigtig rart, for det er første gang i den måned, som jeg har været i USA, at jeg har tid til at flade ud. Jeg får afprøvet mange forskellige ting på min færd. I onsdags var jeg til frisør i en ganske fin salon, hvor en venlig frisør ihærdigt forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle købe deres produkter. Jeg var imidlertid standhaftig og forlod frisøren uden at betale for andet, end at de beholdt mit afklippede hår.
Torsdag tog jeg en tur i familiens lille fitnessrum i kælderen. Efter endt træning og afvaskning forsøgte jeg mig med min rejsehårtørrer i min dyre converter. Dette resulterede i en farlig masse røg og en strømafbrydelse. Jeg troede, jeg havde ødelagt hele husets strømforsyning, men heldigvis var det kun en sikring og min adapeter, som havde måtte lade livet. Igår fik jeg indkøbt mig en ny adapter, og indtil videre kommer der ikke røg ud af den - 7, 9, 13...
I går kørte Katherine og jeg til Canada, fordi jeg skulle have ændre min visumstatus fra turist til udvekslingsarbejder. Vi kørte rundt og rundt og rundt uden at komme nogle vegne. Endelig kom vi til Canada og fik afleveret en lille lap papir, som bliver sendt til USA, så de kan se jeg har forladt landet. Derefter kørte vi tilbage over grænsen, og jeg kom ind til den fine grænsekontrol, hvor man bliver kriminaliseret med fingeraftryk og fotosession - staten holder øje med dig! Jeg fik heldigvis lov til at komme ind igen, så jeg ikke skulle føre en uvis tilværelse i den Canadiske verden.
Senere på dagen igår kom Katherines forældre over, fordi vi skulle ud og spise middag sammen. Her fik jeg den ultimative anerkendelse af mit engelske sprogbrug, da Katherines mor spurgte, om engelsk var modersmålet i Danmark. Bortset fra, at det selvfølgelig er traumatisk med det begrænsede kendskab til Danmark blev jeg ret stolt. Så er det ligemeget at min grammatik ikke er helt itop, for det er den åbenbart heller ikke hos de "indfødte".
Nu ligger jeg som sagt i en stor seng og roder med min computer. Jeg forsøger at få lagt ting ind på min nyanskafne ipod, og det er lettere sagt end gjort, med mit begrænsede tekniske talent.
lørdag den 9. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar