Så har jeg tilbragt nogle dage i det indre Chicago. Det er en rigtig spændende by, meget renere end New York, og det sætter jeg stor pris på.
Mysteriet om min forsvundne tandbørste løste sig allerede mandag. Jeg rodede rundt på en bold i stuen hos Kevin. Pludselig hørte jeg en mærkelig lyd, og jeg fik øje på familiens lille kineserhund. Der lå den, nok så fornøjet, og gnaskede på min tandbørste. Jeg ved ikke hvor meget, man skal finde sig i fra de dumme hunde, men nu går jeg i hvert fald ud fra, at Brutus, som den hedder, har gode tænder. Jeg besluttede mig for at anskaffe mig en ny tandbørste, og indtil videre er der ikke nogen, som har hugget den.
Tirsdag udforskede jeg lidt af byen på egen hånd. Jeg vandrede rundt på Michigan Avenue og undersøgte forskellige butikker, heriblandt Macys. Jeg kom ind i et storcenter, hvor en gruppe mennesker havde mentormøde. Mentoerne fortalte om, hvorfor de havde valgt at tilslutte sig foreningen, og det var meget rørstrømsk og følelsesudkrængende. Det bliver altså lige lidt for amerikansk til mig...
Til frokost mødte jeg Mike, og vi spiste i John Hancok bygningen på 95. etage. Det er den 3.højeste bygning i Chicago, og der var en fantastisk udsigt. Efter frokost gik Mike tilbage til arbejdet, og jeg gik til Navy Pier, som er en havnemole i lake Michigan fyldt med forskellige turistting. Jeg gik frem og tilbage på molen og kørte en tur i et stort pariserhjul, så ingen skal sige, at jeg svigter mine turistmæssige pligter.
I går mødtes jeg med to damer fra Mikes menighed - Chris og Kath. De viste mig først rundt på deres arbejdsplads, og så fandt de en præst, som gav mig en guidet tur rundt i en Basilika. Det var en rigtig smuk kirke fyldt med forskellige helgener. Præsten hævdede, at protestanter havde glemt Jomfru Maria, men jeg vil nu fastholde, at jeg godt kan huske hvem hun er. Efter endt rundtur tog vi til Sears Tower, som vist nok er den næsthøjeste bygning i verden. Her kom vi op på 99. etage og kunne betragte Chicago til alle sider. I klart vejr skal man kunne se mere end 100km væk, og det skal være muligt at se fire forskellige stater. Efter at have fået begge ben på jorden igen spiste vi frokost i Millinium Park i bagende solskin. Her er virkelig dejligt vejr, næsten for dejligt til min sarte skandinaviske hud, men jeg nyder det nu. Efter frokost mødtes vi med Mike, og så tog vi en tur til Chinatown. Det var skægt nok at se, men det er nu en meget skrabet Chinatown i forhold til dem, der er i San Francisco og New York.
I dag skal Mike og jeg på kunstmuseum, og så skal vi spise aftensmad hos Mikes mor. De næste par dage skal jeg vist være hos Kevins familie igen. Jeg håber I vogter jeres ting mod sultne hunde, jeg har i hvert fald tænkt mig at lukke min toilettaske - bare som en ekstra sikkerhedsforanstaltning.
torsdag den 21. maj 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar